home | Publikationer | Noget om fremtiden og om entusiasme |
|
|
Noget om fremtiden og om entusiasme | ||
---|---|---|
Vi er selv med til at skabe vores fremtid. Det er, hvad kommunikationseksperter og andre glade og positive sjæle i efterhånden mange år har fortalt os. At vi skal være i stand til blandt andet at mobilisere en betydelig entusiasme for at kunne forestille os en bedre fremtid, så vi er forberedte på den og kan gribe muligheden, når den er der, er heller ikke længere nogen hemmelighed. Sådan noget har de fleste af os hørt om i forskellige sammenhænge, og mange har ligefrem lært at gøre positiv tænkning operationel, sådan at den forskel vi alle stræber efter at afstedkomme også viser sig i målelige størrelser som f. eks. resultatet på bundlinien. Og det er vist netop resultaterne på mange bundlinier, som er de direkte årsager til, at man for nylig kunne læse, at private virksomheders investeringer i kurser og efteruddannelse er faldet til det niveau man havde i 1989. Man har simpelt hen ikke længere råd, så man lader være. Man klarer sig, man indskrænker, og det er nødvendigt. Men måske bliver en af følgerne, at entusiasmen sygner hen og de positive forventninger til en strålende fremtid afløses af frygt for endnu ukendte ulykker, og måske kommer det til at betyde, at der er virksomheder, der slet ikke er klar, når et nyt internationalt opsving sætter ind. Forleden hørte jeg i radioen, at dansk rumfart, som angiveligt har udviklet sig til at være flot flyvende med en ikke ubetydelig international succes, og som forventes at være med forrest, når følgeindustrier og underleverandører om få år skal omsætte den forskningsmæssige succes i arbejdspladser og økonomisk overskud, står i fare for at udvikle sig til en regulær fuser, alene fordi der tilsyneladende er gået kludder i måden, hvorpå man bevilger midler til denne grundforskning. Frygten går på, at den ekspertise, man her har genereret, går tabt – i det mindste for Danmark. Alle er tilsyneladende enige om at den grundforskning, der knytter sig til dansk rumfart, er noget stort, som på sigt vil være til stor gavn for samfundet Danmark. Det er ikke her, der er problemer. Problemet ligger tilsyneladende i, at det er for komplekst til at et enkelt ministerium kan håndtere det. Nu skal jeg lige slå fast, at jeg ikke er ude i et eller andet politisk ærinde. Jeg tror f.eks. ikke, at "det også er regeringens skyld" (eller den forriges), eller hvor man ellers kunne finde på at placere et ansvar. Jeg tror derimod på, at det er rigtigt, at grundforskning medfører vækst og overskud. Jeg tror det, fordi jeg ved, at der er undersøgelser, der bekræfter det, og så fordi det føles rigtigt. Der er det særlige ved grundforskning, at man ikke på forhånd beslutter sig for nytteværdien. Netop derfor opdager man måske noget nyt, som siden hen giver mulighed for at være målrettet og nytteorienteret f. eks. hen imod en større indtjening. Derfor burde vi i disse tider med indskrænkninger og outplacements måske netop tænke i videreuddannelser og kurser. For måske er der en bedre strategi i at tænke dem ind på samme måde som grundforskning er tænkt. For tænk, hvis resultatet bliver, at den ene medarbejderstab efter den anden får ideer og kompetencer, der sætter dem i stand til at vende en tilsyneladende negativ udvikling til en ny opblomstring. Derfor: Lad os begejstres og lad os generobre den entusiasme, der er med til at bevidstgøre os selv om den fremtid, vi selv er midt i at skabe lige nu, så vi ser den og griber den, når den er der. Måske er det alligevel muligt at omlægge nogle af indskrænkningerne og besparelserne til investeringer i fremtiden, f. eks. ved at tænke kreativt og i utraditionelle baner. Lad os sende nogle flere raketter af sted. Joan Peitersen |
||