home | Publikationer | Computere og intelligens |
|
|
Computere og intelligens | ||
---|---|---|
Hubert L. Dreyfus er vel mest kendt for sine bøger "What Computers Can't Do" og "What Computers Still Can't Do". Nu er han her igen med en ny bog, en beskeden (150 sider) forelæsning om "Livet På Nettet". Den er tankevækkende for alle, som beskæftiger sig med undervisning, læring og med Internettet. Dreyfus formulerer med en bevidst underspillet underfundig skrivestil nogle særdeles relevante problemstillinger i forbindelse med Internettet, herunder læring på nettet. Han gør det med baggrund i aktuelle undersøgelser af internetbrugeres adfærd og oplevelser i forhold til nettet, og da han er professor i filosofi sætter han oplysningerne i en større filosofisk ramme, som ikke kun er stor og komplekst tænkt, men også underholdende. Prøv dette citat: "Computerne er gode til at forstærke menneskelige egenskaber som hukommelse og regnekraft, men det viser sig, at de til gengæld mangler andre menneskelige egenskaber såsom intelligens og evnen til at bevæge sig koordineret og adaptivt. Og eftersom computere ikke kan gøre, hvad mennesker let kan, må menneskene som forudsætning for det ønskede samarbejde mellem menneske og maskine oplæres til at handle som computere." Dreyfus sætter denne betragtning sammen med fjernundervisning - e-learning, om man vil - og virtuelle fællesskaber. Der bør ikke være tale om et enten - eller, om man skal foretrække fuld tilstedeværelse i undervisningssituationen, eller om man skal satse på den virtuelle tilstedeværelse. Der er ingen tvivl om at virtuel indlæring er en billigere løsning end et fysisk indlæringsmiljø med mennesker af kød og blod. Der er heller ingen tvivl om at ordene e-learning og virtuelle netværker vækker positive forventninger hos mange af os. Forventninger, som der dybest set ikke er belæg for. Vi bliver nemlig hverken eksperter eller mestre igennem e-learning, vi bliver højst kompetente udøvere. Mestring og ekspertise kræver et positivt fysisk forbillede. Vi fornemmer med alle vores sanser, både med vores hjerne og med vores hjerte, hvordan den glimrende lærer behersker det, vi gerne selv vil. Et af bogens mange budskaber er: Computere og Internettet er redskaber, som i lærings- og udviklingsforløb - studier mv. bliver nyttige, når vi har været tilstede i undervisningen, fysisk og mentalt. Med Dreyfus' ord: "De studerende, der har fulgt mine forelæsninger fra deres kollegium, siger, at de finder webversionen nyttig, når først de har deltaget i forelæsningen." Læs bogen, den er underholdende, og den sætter tanker i gang i os, som kan være nyttige, når vi planlægger vores strategier og tager vores beslutninger, hvad enten vi er i rollen som lærer eller elev. Joan Peitersen Livet På Nettet er skrevet af Hubert L. Dreyfus og
udgivet på Hans Reitzels Forlag. |
||