home | Publikationer | Storesøster søges, eller noget om at finde den rigtige |
|
|
Storesøster søges, eller noget om at finde den rigtige | ||
---|---|---|
Jeg hørte P1 forleden, mens jeg kørte i min bil. Der var en læge, der lod sig interviewe om, hvordan vores placering i barndommens søskendeflok former vores voksne liv, især hvad angår valget af partner og karriere. Det var der måske nogle af os, der allerede havde en mistanke om, og det er da heller ikke helt ny viden. At der til gengæld er realiteter bag, kan man forvisse sig om, når man googler efter navnet Oluf Martensen-Larsen. Han er psykiater og han har igennem mere end 40 år lavet søskendestudier over mere end 15.000 mennesker. Alene antallet antyder, at der er validitet i undersøgelserne. Oluf Martensen-Larsen har da også høstet såvel national som international anerkendelse for sit arbejde. Hvis man i stikordsform skal plukke nogle væsentlige pointer fra Oluf Martensen-Larsens undersøgelser, så kunne det være:
Begrebet rekruttering poppede op i min bevidsthed. Ja, naturligvis vil søskenderelationer spille en rolle på linie med andre psykologiske overvejelser i mange rekrutteringsprocesser, hvor man - udover de faglige kvalifikationer - søger at sikre sig de "rigtige" personlige egenskaber hos den kommende medarbejder. Dog er det vist endnu ikke kommet så vidt, at man ligefrem annoncerer efter en storesøster som den kommende leder. Men måske,...? Jeg prøvede lige at checke nogle af de ledere, jeg har i min bekendtskabskreds, og jo, de fleste af dem er faktisk storesøskende, mellemsøskende eller enebørn. Og de, jeg kender, der optræder i mere kreative sammenhænge, er overvejende mindstesøskende eller enebørn. Jeg lod tankerne løbe... Hvad er det egentlig vi gør, når vi på forhånd har besluttet os for at vores kommende medarbejder og kollega bør besidde nogle ganske bestemte personlige egenskaber, som vi tror at kunne diagnosticere ved hjælp af søskenderelationer eller personlige profiler, der afbilder vores udadvendthed, handlekraft, eftertænksomhed og hvad det nu kan være? Afskærer vi os i virkeligheden fra at møde og samarbejde med mennesker, som - udover det vi søgte - kunne bidrage med noget, vi på forhånd slet ikke havde tænkt på. Hører viden om vores placering i søskendeflokken, i MBTI - scoringen, i Belbins Teamrolles, i Enneagrammet, ja sågar i horoskopet, hvis man er til den slags, hører denne viden i virkeligheden ikke ind under begrebet: "nice to know"? Altså viden, der er god at have, når vi ønsker at vide mere om os selv, vores relationer og vores udviklingspotentialer? Viden, der kan være nødvendig og afgørende, når vi ønsker at gøre det muligt at skabe virkelige og holdbare forandringer? Det kan være hensigtsmæssigt af og til at minde sig selv om, at
den slags viden egner sig fortrinligt til at hjælpe os med at forklare
og forstå os selv og vores virkelighed og navigere i den. Men hvis vi på forhånd
har besluttet os for, at vi har brug for en storebror eller en entreprenør
eller en stenbuk, så risikerer vi at spille os selv et puds. Og tænk hvis vi lader den rigtige gå, fordi han ikke passer ind i vores bestræbelser for at sikre os den helt rigtige, og konkurrenten så tager ham og den succes, vi kunne have haft. Tilbage er vist kun at sige: Ikke alle storesøstre er ledere, og de ønsker heller ikke alle at blive det, for de synes måske, at de er meget bedre til noget andet. Men møder du en kvindelig leder, og du spørger hende, er der stor sandsynlighed for, at hun også er storesøster. Joan Peitersen |
||